Al Hardy, som er indkøbschef på hospitalet i Georgia, kendte til RFID fra sin tid hos militæret, og har siden dengang haft stor interesse i RFID, og brugen af dette. Da han blev ansat på hospitalet i Georgia, så han straks at RFID kunne være nytteligt til at spore det mobile hospitalsudstyr, da man hidtil ikke havde haft mulighed for at lokalisere udstyret på samme måde, ligesom man ikke havde styr på vedligeholdelsesomkostningerne.

Al Hardy var derfor heller ikke i tvivl om, at der skulle regnes på, om det kunne svare sig at lave opgaven ”in house” frem for hos den eksterne leverandør. Problemet var bare, at der ikke var overskud i kassen, og hospitalet sloges i forvejen med for store omkostninger, hvilket betød, at der ikke var penge til investeringer.

Al Hardy og resten af ledelsen begyndte at kigge på priser og sammenligne med den eksterne leverandør, og de fandt ret hurtigt ud af, at det var meget billigere med et RFID system, selvom det betød, at der skulle ansættes et par ekstra medarbejdere til at administrere dette. Al Hardy begyndte herefter at kigge efter mulige RFID systemer og ringede til andre hospitaler for at få forskellige referencer og samtidig høre om de problemer, de havde oplevet med deres system. Konklusionen blev herefter, at man ville gå efter at få indfriet to krav – nemlig hvilket system kunne løse den givne opgave, og hvilket system holdte sig samtidig indenfor budgetrammen.

Valget faldt herefter på et system med 900 MHz aktive RFID tags, og det har siden vist sig at spare hospitalet for ca. $400.000 om året. Nu har man mulighed for på en mere effektiv måde at spore, hvor det mobile hospitalsudstyr er, og ikke mindst hvad det bliver brugt til.

RFID systemet blev taget i brug i maj 2010, og dækker ca. 75 % af hospitalets område. Tidligere ville man have betalt en ekstern til at lokalisere udstyret og viderebringe dem til hospitalets koordinator, som herefter bragte dem videre til de forskellige patientværelser. I dag bruger hospitalet eget personale til at lokalisere enhederne og bringe dem til koordinatoren.

Hospitalets personale kan se enten et kort eller en enkelt afdeling på intranettet. Medarbejderne kan taste et ID nummer, hvorefter man på kortet kan lokalisere enheden i det område, som er dækket af RTLS. De kan også se, hvilket udstyr der er i hvilke områder. Det antages, at hospitalet sparer ca. $400.000 om året ved at lave opgaven internt frem for at betale en ekstern entreprenør.

Det har ikke været helt problemfrit at installere RFID systemet. I starten havde systemet lidt vanskeligheder med at finde ud af på hvilken etage de forskellige enheder var – det fik leverandøren dog justeret til, så det fungerede. Det var også et problem at lokalisere udstyr, der var i et område, hvor man tidligere havde haft røntgen, da der her var bly i væggene, som forstyrrede RFID systemet.

Efter alle start problemerne kom på plads, har hospitalet haft stor succes med RFID systemet, og de overvejer nu, om de skal få systemet til at dække andre områder som f.eks. laboratoriet og det udstyr, som står der. Der er også overvejelser omkring, hvorvidt sygeplejerskerne skal trænes i brugen af systemet, således de kan lokalisere deres eget udstyr.

Der er store fordele ved brug af RFID systemet. ”før vi udskifter udstyr og køber nyt, kan vi nu via RTLS undersøge hvor meget udstyret er blevet brugt, hvor ofte det har været til reparation og om der er nogle afdelinger, som nærmest ikke bruger udstyret” udtaler Al Hardy ”på den måde undgår vi at bruge penge på noget, som måske ikke er nødvendigt” afslutter han.